I seværdigheder i London del 1 vil jeg fortælle om de seværdigheder, som jeg besøgte de første seks dage i den pulserende hovedstad i august i 2022. London har noget at byde på for enhver, uanset om du er til arkitektur, kunst, mad eller historie. Det er ikke en komplet guide, men mere ud fra egne oplevelser.
Udforskelse af Shoreditch-området
Den første dag brugte vi på at gå rundt og udforske områdets seværdigheder i gåafstand fra hotellet. Det var faktisk en god måde at opleve byen på første gang. Hotellet ligger i Shoreditch-området ved siden af undergrundsstationen Aldgate East. Hvilket vil sige, at det er centralt og i gåafstand til Leadenhall Market, Tower of London og Tower Bridge.
Jeg havde planlagt at vi først skulle hen og se Leadenhall Market. Det er her en del af scenerne fra Diagonalstrædet til Harry Potter filmene blev filmet. Leadenhall Market er et flot udsmykket, overdækket marked i velbevaret victoriansk arkitektur. Det var en oplevelse i sig selv at beundre det dekorative loft og den smukke udformning, mens man går gennem et af byens ældste markeder. Området har hyggelige butikker, der sælger blomster, kød og ost, og nogle travle engelske pubber.
Jeg havde planlagt flere forskellige Harry Potter oplevelser og seværdigheder på min tur i London, som jeg vil uddybe mere i et særskilt indlæg for interesserede. Der kan du læse indlægget om mine magiske oplevelser.
Tower Bridge og Tower of London
Efterfølgende satte vi kurs ned mod Themsen, som er en flod, der snor sig gennem hjertet af London. Det er en rigtig god måde at komme ud og se byen, bare ved at gå rundt. Man får mange gode indtryk af byen ved at opleve gademiljøet, stemningen og samspillet mellem de nye og gamle bygninger.
Efter en kort gåtur kom vi ned til Themsen. Herfra var der en god udsigt over den flotte og unikke flod, samt udsigt til Tower Bridge. Langs Themsen stødte vi på Tower of London, der er en imponerende og velholdt borg fra omkring 1066. Jeg var ikke inde og besøge borgen, da jeg læste mig frem til at stedet kun var delvist tilgængeligt for kørestolsbrugere. Derfor ville jeg alligevel ikke kunne se udstillingen af kronjuvelerne, som er Storbritanniens mest dyrebare skat.
Jeg kan dog fortælle at Tower of London er et kongeligt palads og optaget på UNESCOs verdensarvsliste, men fungerer i dag som turistattraktion. Det er forståeligt, eftersom Tower of London har spillet en stor rolle i den britiske historie. Det har fungeret som kongebolig, fængsel, henrettelsessted, zoologisk have og skattekammer.
Det var virkelig dejligt at gå tur langs Themsen med betagende udsigt til Tower Bridge på den ene side og Tower of London på den anden side. Området er bilfrit og hyggeligt med masser af liv, samt streetfood, boder, toiletter og et par restauranter.
Vi tog også en tur over den unikke Tower Bridge, som er byens mest ikoniske vartegn. Det er en fremragende oplevelse at komme helt tæt på den fantastiske bro. Den er flot og imponerende med sine to tårne, der rejser sig storslået over Themsen. Det var en stor oplevelse, at beundre de smukke, udsmykkede tårne med mange detaljer og flotte spir.
London fra 155 meters højde
Hen på aftenen havde jeg bestilt billetter til en tur op i Sky Garden. Der er “Londons højeste offentlige have” med både bar og flere restauranter. Sky Garden er beliggende i en skyskraber på 155 meters højde. Det er en skøn grøn oase med en betagende udsigt over London. Da vi kom ud af elevatoren på toppen, blev vi ramt af en mur af høj festmusik, som på et diskotek.
Det var ikke hvad jeg havde regnet med, men sådan er det åbenbart om aftenen. Jeg vil gerne have været der om dagen, men både gratis billetter samt besøg i baren og restauranten var udsolgte. Derfor var den eneste mulighed en drink i baren med udsigt over byen. Det var en lidt skuffende oplevelse i hvert fald om aftenen, selvom det var flot at kigge ud over den oplyste by. Desværre var det udsigten jeg gerne vil opleve. Jeg tror at det havde været federe i dagslyset, hvor man bedre ville kunne have set byen.
Menneskehedens historie
Næste dag besøgte vi et af Londons gratis museer, som var British Museum. Museet er et de vigtigste og største i verden med en masse information om menneskehedens historie gennem flere millioner af år. Museet er en flot og imponerende bygning med smukt centrum med den gamle cirkelformede læsesal og smukt glastag. Herfra er museets gallerier delt op i flere forskellige temaer, hvor vi oplevede både egyptiske mumier, græske skulpturer og meget andet.
Det var interessant at gå på opdagelse i museets enorme samling på mere end 7 millioner genstande fra alle klodens kontinenter. Efter halvanden times tid gennem menneskehedens historie og kulturelle mangfoldigheder kunne vi ikke rumme mere og vi tog videre.
Velkendt musical i London
Denne aften så jeg en af Londons mange velkendte musicals i The West End. Det er et af verdens mest berømte teaterdistrikter for musicalproduktioner. Det tiltrækker besøgende fra hele verden. Området huser de fleste af Londons charmerende teatre, som opfører musicals hver dag.
Jeg var inde at se Pretty Woman på Savoy Theatre. Det var en helt fantastisk oplevelse at se filmklassikeren opført som musical. Det var en rørende og smuk oplevelse med flot og farverig scenografi. Det er fantastisk, hvordan man bliver sendt tilbage til 80’erne af den imponerende musik, sangene og kostumerne. Jeg kan ikke beskrive, hvor stor en oplevelse det var at sidde i teatrets charmerende atmosfære..
Savoy Theatre er et af Londons ældste og mest ikoniske teatre, så tilgængeligheden er meget begrænset. Det var ikke muligt for kørestolsbrugere at benytte hovedindgangen. Mens vi ventede på at komme ind, fik jeg lov til at låne et toilet på det luksuriøse Savoy Hotel ved siden af teatret. For at komme ind i salen til kørestolspladserne, blev jeg guidet hele vejen rundt om teatret for at komme ind ad bagdøren. Det var ikke muligt for mig i kørestol at være andre steder end i salen grundet trapper.
Naturskøn park i en pulserende by
Næste dag var vi i den naturskønne Hyde Park, som er et dejligt åndehul midt i det pulserende London. Parken er populær blandt lokale og turister, der slapper af, spiller boldspil, cykler og løber. Jeg synes, det var virkelig hyggeligt at gå rundt langs parkens brede og snoede stier, der er belagt med asfalt eller et tyndt lag sand.
Parken består af store græsplæner, store træer og farverige blomsterbede. Hyde Park er forbundet med Kensington Garden af den store sø The Serpentine. Vi så masser af fugle ved søen, og i nærheden af træerne hilste vi på små søde egern, der bor i parken. De to parker er tilsammen én af verdens største byparker, og er Londons svar på Central Park i New York.
Derefter gik vi 20 minutter gennem byen til Punjab Indian Restaurant, som jeg havde fundet frem til på forhånd. De laver virkelig enormt lækker indisk mad i autentiske omgivelser. Det kan virkelig anbefales at prøve stedet til trods for, at der kommer mange gæster.
Engelsk Afternoon Tea ved Oxford Street
Denne dag havde jeg bestilt bord på Scoff & Banter på en sidegade til Oxford Street. Jeg skulle selvfølgelig opleve den populære og traditionsrige engelske Afternoon Tea. Afternoon Tea er en ceremoniel te-oplevelse, der understreger social samvær, tradition og nydelsen af te og lette anretninger.
Det var en højtidelig, unik og dejlig oplevelse at prøve Afternoon Tea hos Scoff & Banter Oxford Street. Vi fik serveret en lækker fortolkning med de traditionelle elementer fra den klassiske britiske Afternoon Tea. Den bestod af et udvalg af hảndlavede sandwiches, scones og søde fristelser. Hele herligheden var delikat og indbydende præsenteret på en opsats af fint porcelæn.
Vi havde dog en udfordring med elevatoren, som desværre var for lille til kørestole med respiratorer. De var heldigvis så venlige at servere anretningen i hotellets café, men det havde været en endnu større oplevelse oppe i de smukke indrettede lokaler.
Den originale Afternoon Tea-oplevelse er en ret dyr fornøjelse. Derfor valgte jeg Scoff & Banter Oxford Street, som havde et prisleje, som jeg kunne betale. Deres afdeling på Oxford Street er desværre lukket, men de har stadig tre andre afdelinger i London. Ellers kan du finde mere inspiration på Rejekris.dk.
Efter nogle hyggelige timer, gik vi ud på Londons 2,5 kilometer lange og travle shoppinggade, Oxford Street. Vi gik på opdagelse i flere af de mere end 300 butikker, hvor jeg endte med at købe nye sko.
Palace of Westminster og Big Ben
Næste dag oplevede jeg området omkring Palace of Westminster, som er bygningen, hvor det britiske parlament har til huse.
Vi startede på den modsatte side af Themsen, med at beundre det smukke og meget gamle Palace of Westminster. Herfra havde vi god udsigt over hele den unikke bygning med mere end 1000 imponerende rum, som er en af de største gotiske bygninger i verden.
For at komme tættere på gik vi over Westminster Bridge, som har syv buegange i gotisk byggestil. Ude midt på broen var der et helt perfekt spot til et billede med Palace of Westminster på den ene side og flotte Big Ben, som hæver sig over en.
Det verdensberømte klokketårn er ganske enkelt et af Londons mest imponerende vartegn. Jeg fandt ud af at klokketårnet hedder Big Ben, efter den største klokke inde i tårnet, der hedder Big Ben. Klokketårnets officielle navn er faktisk Elizabeth Tower.
Byens mest berømte park
Mens vi gik over til St. James’s Park kunne vi se den gotiske og kongelige kirke, Westminster Abbey, et stykke væk. Kirken er en af de mest historisk betydningsfulde kirker i Storbritannien og et symbol på nationens kulturelle og religiøse arv. Vi havde desværre ikke tid til at se den.
Efter kort tid kom vi til St. James’s Park, som er en af Londons mest berømte parker. Den er omgivet af de ikoniske bygninger Palace of Westminster og Buckingham Palace. Der var en rigtig hyggelig og afslappet atmosfære i parken. Det bedste var den fredelige og smukke sø i hjertet af parken med et rigt fugleliv. Der er også en charmerende bro hen over søen, som giver en fantastisk udsigt over området.
Den historiske katedral
Næste dag havde vi en god oplevelse under besøget af den historiske St. Paul’s Cathedral. Det mest karakteristiske er kuplen, som er blevet et symbol for byen.
Den imponerende katedral er mere end 300 år gammel og er blandt Nordeuropas største kirker. Kirken har været kulisse for store kongelige begivenheder, såsom Prins Charles og Prinsesse Dianas bryllup samt dronning Elizabeth II’s jubilæum.
Vi startede med at beundre katedralens imponerende gotiske arkitektur, som er virkelig flot med smukke mosaikgulve og udsmykkede loftsmalerier. Indvendigt er den store kuppel, imponerende dekoreret med smukke buer og bibelske scener.
Efter vi havde betragtet katedralen indvendigt, gik vi uden om for bedre at kunne se kuplen. På den anden side gik vi ud på den moderne fodgængerbro Millennium Bridge. Herfra havde vi den bedste udsigt over katedralens enorme kuppel. Det mest særlige ved katedralen er dens majestætiske kuppel, der rager over Londons skyline.
Alt i alt har de første seks dage budt på mange fantastiske oplevelser i London. I del 2 kan du læse om seværdigheder, som sejltur på Themsen, London Eye og Buckingham Palace.