Det er dejligt med en længere gå- eller køretur i elkørestol rundt om Almind Sø i Silkeborg. Søen ligger ca. 2 km fra Silkeborg centrum og er en af de dybeste søer i Gudenå-systemet.
Det er en meget flot og rolig tur rundt gennem den varierede natur, som er dejlig at opholde sig i. Søen er omringet af flot skov, som er en blanding af mange gamle fyr- og løvtræer. Det er en tæt skov med personlighed og ikke en de af lidt ligegyldige skove, som er plantet i rækker. Landskabet er bakket og har flere skrænter, som giver god udsigt til søen.
Smuk vandresti
Stien rundt om Almind Sø er en god og bred grussti, belagt med tyndt grus og lettere grove sten, som til tider gør stien lidt ujævnt. Flere steder på ruten er der bænke med flot udsigt, men det kunne have været godt med et par stykker mere.
Stien rundt om søen er 4,2 km afhængig af om man følger stien helt nede ved vandet. Vi gik lidt længere oppe i skoven på sydsiden da stien virkede bedre der, men jeg ved endnu ikke hvilken jeg foretrækker.
Læs om tur til naturskønne Odden Silkeborg her
En erfaring som kørestolsbruger er at man på kortet markeret med mørkegrønt skal vælge stien som er længere væk fra søen, da man så undgår et stykke med trærødder og en stejl bakke.
Flere gode badestrande
Der er også gode muligheder for en strandtur og en dukkert i den dejlige sø, hvor vandet er meget rent. Der er tre gode badesteder fordelt rundt om søen.
Da jeg besøgte området på en varm sommerdag var der mange mennesker ved Østre Søbad og Vestre Søbad. De store og runde badebroer ved begge steder er godt lavet med adgang til omklædningsrum, toiletter og handicaptoilet.
Det selvfølgelig lidt ærgerligt at man som kørestolsbruger ikke kan komme ud på badebroen. Det er lidt svært at gennemskue om det er blevet glemt i planlægningen eller om det er med vilje. Jeg tænker, at det er fordi man er bange for at vi kører i vandet, når der ikke er noget gelænder eller rækværk.
Samtidig er der sandstrande og dejlige opholdsarealer med masser af plads til hygge og afslapning. Østre Søbad har også en beachvolleybane og en iskiosk om sommeren.